Tommerup Kister
Vis kurv
0 Vare(r)  I alt 0,00 DKK
Kordegnebesøg Fynskredsen

Kordegnebesøg Fynskredsen

Varenummer:   900014
Kontakt bedemanden for pris

Vi har fået lov at bringe flg. glimrende artikel om Kordegnebesøg Fynskredsen hos Tommerup Kister d. 2. april 2014. Artiklen er skrevet af Inger Solveig Nissen, Thomas Kingos kirke, Odense. 

Døden i perspektiv

Besøg på Tommerup Kister med Fynskredsen.

”Livet, døden og kærligheden. Det er det, det hele handler om. Resten, det er noget vi får tiden til at gå med.” - Sådan siger Ulrich Nielsen, direktør for Tommerup Kister og sammen med sin kone, Jeanette Schärfe, tillige indehaver af Tommerup Begravelsesforretning.

Kordegneforeningens fynskreds var på besøg i den familiedrevne virksomhed onsdag den 2. april, og vi fik indblik i mangt og meget. Ikke mindst i, hvordan man som kistefabrikant er nødt til at tænke i det helt lange perspektiv. Jeanettes oldefar begyndte i sin tid som snedker – siden kom bedemandsvirksomheden til og dertilhørende kisteproduktion. Gennem fire generationer har firmaet udviklet sig og er nu en af landets største kisteproducenter.

Stolthed
Da firmaet fyldte 100 år, lancerede man en helt ny kiste: ”Diamanten”, som er en enkel, men smuk kiste i internationalt design. Skabt på tegnestuen Jacob Jensen, der senere også kom til at lave Folkekirkens logo. Som et brand, der slår firmaets navn fast gennem designpriser og omtale i hele verden, er den blevet firmaets og Ulrich Nielsens stolthed – også selv om den måske først begynder at sælge rigtig stort om 20 år, for sådan er perspektivet her. Man går jo ikke ud og køber sig en flot kiste, fordi man ser en annonce på nettet. Marketing foregår på en lidt anden måde end andre steder.

Den hjælpende hånd
Som bedemand har Jeanette Schärfe taget nogle valg, blandt andet det, at hun gerne vil være sig selv; følge kunden hele vejen fra den første samtale til regningen bliver skrevet under, i hånden. At sætte den personlige kontakt meget højt. Dette at være tilgængelig på alle tider, og aldrig have en fast fridag, altid skulle have telefonen tændt – det kendte hun fra sin far, og havde egentlig svoret, at det ville hun ikke. Alligevel forlod hun det faste sygeplejejob for at følge i faderens fodspor, da han måtte stoppe. For i sygeplejen er det nogle andre, der sætter dagsordenen, og allerede dengang, i 90erne, var sparekniven ved at skære omsorgstiden kraftigt ned. Nu kan Jeanette Schärfe selv bestemme, og prioritere dette at hjælpe. Hun ser sig selv som den, der er familiens hjælper, og som kan sørge for så lidt eller så meget, som de nu har brug for.

Sorgen
Familiers behov er meget forskellige, og nogen kan overkomme mere end andre. Vigtigt for Jeanette Schärfe er blandt andet, når der er børn – børnebørn eller oldebørn til afdøde: det kan være rigtig godt at lade børn tage del i sådan noget som at lægge i kisten, udsyngning og i det hele taget den afsked med afdøde, der ligger i at se ham eller hende, lægge en hilsen i kisten eller hvad det måtte være. Somme tider har det været Jeanette som bedemand, der lige har kunnet give forældrene det lille skub, der har gjort, at de også inddrog børnene, og det har som regel været utrolig positivt, og måske overraskende for forældrene: noget, der gør det lettere at forstå og håndtere for børnene.

Man er tæt på sorgen som bedemand, og her er vi tilbage ved indledningsordene: for sorgen ved livets afslutning er jo den kærlighed, der er blevet hjemløs med den kæres død. Og derfor kan man måske paradoksalt nok som bedemand føle, at man har et virkelig livsbekræftende job.
 

Kontakt os venligst hvis I også er interesseret i at besøge vores kistefabrik i Glamsbjerg på Fyn. Skriv til
info@tommerup-kister.dk eller ring til os på 63 72 00 05.


 
FØLG OS PÅ FACEBOOK

0 anmeldelser

Produktet er endnu ikke anmeldt. Skriv en anmeldelse.